Mentorordning

Vi er en gruppe hiv-positive, som gerne vil stille vores personlige erfaringer om hiv til rådighed med en række telefonsamtaler eller evt. et møde, der passer med dig, for at du kan finde inspiration til dit liv som hiv-positiv eller som pårørende. Det er gratis at tage imod tilbuddet, og der er gensidig tavshedspligt.

Vi er hverken socialrådgivere, psykologer eller læger, men vi er mennesker, der har levet med hiv og gjort os vores egne erfaringer, som vi gerne vil hjælpe andre med. For os giver det mening at kunne hjælpe andre med nogle af de spørgsmål og frustrationer, som vi selv har oplevet. Mentorordningen er et landsdækkende tilbud. I Hovedstads- og Aarhusområdet er det også muligt at arrangere et personligt møde ved ambulatoriet, på en café eller lignende.

Når du henvender dig, får du i første omgang kontakt med vores koordinator Solveig Roth, som vil hjælpe med at finde et godt match til dig: uanset om du ønsker at tale om dating i og uden for LGBT+­ miljøet, dine børn, familie eller om at leve med hiv som pårørende m.v.
Vi er alle forskellige mentorer, der er forskellige steder i vores liv. Vi mener, at vi kan byde ind med vores erfaringer til dig. Vi tænker, at du i mødet med os får mulighed for at lytte til vores erfaringer og skabe dig et netværk i hiv-miljøet.

KONTAKT
Solveig Roth, koordinator
mail.: mentor@hiv-danmark.dk