Livet med hiv – dengang og nu.

Hvornår:
14. august 2019 kl. 16:30 – 18:30
2019-08-14T16:30:00+02:00
2019-08-14T18:30:00+02:00
Hvor:
AIDS-Fondet
Vestergade 18E
1456 København
Danmark

Hvordan var det at have hiv i 90’erne? Og hvordan er det i dag?

Kom og vær med, når vi sætter fokus på livet – dengang og nu.
Eventet er en hyldest til dem, vi kender som frontløberne. Det var dem, der løb forrest, da hiv og aids-epidemien ramte Danmark i 80’erne. Det er både dem, der tog en for holdet, dem der mærkede på egen krop, hvordan hiv ændrede alt og dem, der ikke selv blev ramt, men stadig kæmpede for mennesker med hiv, og deres rettigheder.

Eventet starter med en samtale med to hiv-positive, der udveksler erfaringer. Den ene er ung og har fået sin hiv-diagnose for nylig. Den anden har levet med hiv siden 90’erne, da diagnosen reelt var en dødsdom, indtil medicinen kom i 1996. Samtalen suppleres derudover også af en hiv-aktivist fra 80’erne og 90’erne, som vil være med til at belyse hvor vigtigt aktivismen var dengang for at bryde igennem.
Samtalerne kommer bl.a. ind på skammen – dengang og nu; om hvordan det er/var at fortælle om sin diagnose til andre, og hvad vi kan lære af datiden og hinanden.

Bagefter kan du være med, når professor i infektionssygdomme, Jens Lundgren sætter fokus på sundhed for mennesker med hiv, og høre ham fortælle, om de meget store medicinske fremskridt der er sket siden 80’erne.
Men du kan også høre om nogle af de udfordringer især nogle af de hiv-positive, der har fået medicin i mange år, møder i deres dagligdag. Bivirkninger og følgesygdomme er for mange en konsekvens af den stærke medicin, de måtte tage forud for den medicin, der er tilgængelig i dag.

Til slut kan du være med, når vi fejrer frontløberne med taler, bobler og god stemning, og være med til at sende en tanke til de af frontløberne, der ikke længere er blandt os.

Det kommer alt sammen til at foregå hos AIDS-Fondet, der sammen med Hiv-Danmark og Positivgruppen, er værter for et Copenhagen Pride-event, der ser tilbage på, hvad 40 år med hiv har betydet for de mennesker, der lever med diagnosen.